Afrusningstur - Viljen til forandring Aps

Go to content

Main menu:

Afrusningstur

Afrusningstur i ind- eller udland for unge med et problematisk forbrug af euforiserende stoffer.

Formål


Formålet med afrusningen er, at den unge i samarbejde med personale fra Viljen til forandring forbereder et stoffrit liv. Afrusningen er den primære indsats inden en egentlig behandling. Formålet er, at den unge kan få stofferne ud af kroppen og være under beskyttede forhold, mens de værste abstinenser forsvinder fra kroppen. Hvis den unge har været i et massivt misbrug gennem længere tid kan en egentlig afrusning være indgangsvinklen til en egentlig stofbehandling. Mange unge forsøger på egen hånd at ændre deres misbrug, men stofferne i kroppen gør at denne proces bliver svær - og mange får tilbagefald og mister troen på, at de kan blive uafhængige.

Viljen til forandring tager den unge med i et individuelt forløb i et sommerhus enten i Danmark eller i Udlandet. Omkring sommerhusene er der gode naturomgivelser, hvor den unge kan få nogle nye sanseoplevelser gennem kontakten med naturen. Vi går lange ture og bruger naturen i behandlingen f.eks. gennem samarbejdsøvelser. Det er et af formålene med turen, at den unge lærer at sætte pris på andre og dybere ting end de euforiserende stoffer. Kontakten med eksempelvis naturen vil kunne være medskabende til, at den unge finder nye alternativer til at finde ro.

Et andet formål med turen er at skabe en relation til personalet fra "Viljen til forandring". De unge vil være sammen med personalet 24 timer i døgnet. Personalet vil støtte op igennem hele processen. At den unge har været sammen med personalet gennem en afrusningsperiode giver et godt udgangspunkt for den fremtidige stofbehandling, hvor relationen er et vigtigt redskab til at nå den unge, og fastholde en motivation mod et stoffrit liv. De sociale kompetencer udvikles også ved at den unge deltager i alle praktiske ting under afrusningen. Viljen til forandring arbejder på at give den unge nogle nye oplevelser og en sundere livsstil. Mange unge lever primært af fastfood mens de er i misbrug. Under afrusningen vil den unge få sund og varieret kost - og man vil forsøge at undgå sukkerholdige drikke, som kan give cravings.

"Viljen til forandring" vil ligeledes introducere den unge til forskellige træningsformer, som den unge kan søge til efter behandlingsperioden. Træningen er ligeledes god i forhold til de reaktioner, som der kommer fra kroppen i denne periode.

"Viljen til forandring" tror på, at den unge har de ressourcer der skal til for at komme videre i livet. Gennem afrusningsperioden skal den unge lære at finde alternative måde til at leve sit liv gennem natur, træning, sund kost etc. - uden stoffer.

Målgruppe

Unge mellem 13-24 år, som har et forbrug/misbrug af euforiserende stoffer.

Indsats


"Viljen til forandring" knytter en kontaktperson til den unge, som vil være med under hele afrusningen. Desuden vil der være andre fra "Viljen til forandring", da den unge er overvåget 24 timer i døgnet. Der arbejdes på at finde den unges ressourcer og gennem oplevelser i naturen, praktiske gøremål, træning og sociale fællesskaber give den unge nogle positive succesoplevelser. Under afrusningen vil man kunne afdække den unges adfærd og få præciseret psykiske og sociale problematikker. Der kan i særlige tilfælde laves en udredning under turen.

Dette billede af den unge vil senere kunne danne udgangspunkt for den unges egentlige misbrugsbehandling. Der arbejdes på at skabe eller genskabe en god voksenkontakt til en person, som vil støtte den unge gennem en svær proces. Dagene i sommerhuset skal hjælpe den unge til at få en bedre søvnrytme samt opbygge en regelmæssig dagligdag med faste måltider og fysisk træning. "Viljen til forandring" vil forsøge at motivere den unge til boldspil, træning eller andre relevante fysiske aktiviteter enten i området ved sommerhuset eller i et nærtliggende motionscenter.

Gode oplevelser skal være med til at øge den unges selvværd og give selvtillid.
Foruden det rent pædagogiske vil der være misbrugsfaglig undervisning flere gange i løbet at perioden. Der undervises bla. i afhængigheder.
Indsatsen foregår enten i vores sommerhus i Danmark eller vores sommerhus i Spanien.

Aktører

  • Den unge + personale fra "Viljen til forandring"

  • Der vil være det nødvendige personale tilknyttet.

  • Der vil desuden være kontakt til egen læge/misbrugscenter i forhold til evt. medicin.

  • Tid

  • Efter aftale med rådgiver.


Et normalt afrusningsforløb tager 14 dage. Der vil i hvert enkelt tilfælde blive vurderet hvor lang tid forløbet skal tage. Man vil arbejde med de værste abstinenser på afrusningsturen. Man vil på turen give råd og vejledning omkring restløshed og søvnproblemer, men disse problematikker vil strække sig ud over en afrusningsperiode. Man ville kunne arbejde videre med dette i et egentligt misbrugsforløb.

Resultat

  • De fleste stoffer kommer ud af kroppen.

  • De værste abstinenser forsvinder.

  • Der skabes en relation til den unge.

  • Den unge bliver præsenteret for en sund livsstil, herunder kost og motion.

  • Den unge motiveres til, at startet i et forløb med fokus på den unges stofforbrug/misbrug.

  • Den unge kan se med nye øjne på de konsekvenser, som misbruget giver den unge og dennes netværk.

  • Den unge hjælpes til at tage nogle valg, med positivt fortegn.

  • Der udarbejdes sammen med den unge og en rådgiver en plan for det videre forløb.


Billedet herunder: Sommerhuset i Spanien ligger et vidunderligt sted omkring Malaga.

 
Back to content | Back to main menu